Vi har fra Lars "Edghill" Larsen modtaget denne fremragende klumme om hvordan han blev City-fan og hvad det siden har betydet for ham igennem årene

City-Syndromet

Af Lars Edghill Larsen

1994 var for mig et forunderligt år. I foråret var jeg blevet konfirmeret og altså dermed indtrådt i de voksnes rækker (Nogle vil måske sige at jeg aldrig er kommet dette …)
I sommeren dette år døde min Farmor, og samtidig var det starten på et nyt skoleår. Det var for en 14 årig mange begivenheder på bare et halvt år.

Men det som skulle komme til at præge mig i en grad, som jeg ikke havde troet, skete en kold december dag. Jeg blev ramt af den uhelbredelige sygdom,, City syndromet . Ja, jeg vil betegne det som en sygdom - det var i hvert fald hvad mine kammerater fortalte mig. Jeg måtte jo være syg, siden jeg begyndte at holde med et hold der var et middelmådige i Premier League og ikke vandt nogle titler. Alle andre holdte jo med Man Utd, Arsenal og Liverpool, så hvorfor kunne jeg ikke bare være som alle de andre ?Nej så let var det ikke. Når først du bliver ramt af City syndromet, er det for altid.

Tilbage til den råkolde Lørdag i December 1994, købte jeg det engelske fodbold blad Match, der var kun en butik i min hjemby Fredericia, hvor man kunne købe bladet. På midtersiden var der en plakat af Manchester City, og fra da af blev mit hjerte Lyseblåt.

Det var året hvor folk sang med på Bruce Springsteen’s ’Streets of Philadelphia’, selv drømte jeg kun om at gå ind på Maine Road (Dette skete senere). Fra et meget tidligt tidspunkt, blev min all time City spiller/idol Richard Edghill, det er det i øvrigt stadig, skønt set i bakspejlet var han nok ikke den mest polerede og elegante forsvarsspiller, som klubben har haft.

Da vi kom ind i året 1995 fik jeg min første City trøje - den lyseblå med Brother skrevet på maven og med City logoet på brystet. At den ikke passede til min spinkle krop og jeg kunne være i den to gange betød ikke det store.

Jeg måtte høre på meget fra mine fodbold kammerater og venner, som hånligt grinede og på det nærmeste forsøgte at trøste mig grundet min kærlighed til City (Vil lige sige at mine venner respekterede mit valg af klub). Nu her  22 år senere, skal jeg nærmest forsvare mig at jeg er Cityfan - nu er ordlyden ’ det er også nemt at holde med et hold der vinder hele tiden’.

I sommeren 1995, blev jeg medlem af den Skandinaviske City fanklub, og har været medlem siden. Dengang troede jeg inderligt på, at jeg var den eneste Cityfan i Danmark. Nu griner folk nok, men det var virkelig sådan jeg tænkte.

Fire år efter jeg blev City fan (1998) startede jeg i lære som Murer. Kærligheden til klubben var der stadig, og på et tidspunkt kom jeg i kontakt med andre City fans her i landet. De holdt til i Århus, hvor de samledes i en  lille gruppe. Jeg tog toget til Århus, og mødtes med andre som ligeledes var ramt af City syndromet.

City havde ført en turbulent tilværelse siden jeg blev fan. Managers kom og gik - og det samme gjorde spillere. City havde taget den tunge vej fra Premier League til 2.Division, en tredje plads udløste i sæsonen 1998/99, en Play off semifinale imod Wigan, en kamp som City vandt samlet 2-1, og i øvrigt en udebane kamp, som jeg så i Århus.

Jeg nød at havde mødt andre City fans, fans som i dag stadig er med i fanklubben, og som jeg nærer en stor respekt for, både som City fans, men i langt højere grad for deres personlighed og med menneskelighed (I ved hvem i er ;) )

Back to City, som var i Play off finalen, en finale på det gamle hæderkronede Wembley, det var stort dengang.
Jeg havde en drøm om at komme over og se den kamp. Derfor ansøgte jeg om billet, og en aften efter jeg havde været til fodbold træning fortalte min far, at en havde ringet og sagt, at jeg var en af dem der havde fået billet. Glæden var kolonorm, og det gjorde ikke fornøjelsen mindre, at det var på min fødselsdag kampen skulle spilles. Jeg vil ikke komme synderlig ind på kampen, da stort set alle ved hvordan det gik, men for mig personligt er det den største kamp jeg har oplevet, og min mening er, at det er den vigtigste de sidste 25 år. Den kamp har lagt grundstenen til hvor klubben er i dag. Jeg mødte en masse herlige Nordmænd, folk, som jeg på andre ture skulle få rig lejlighed til at drikke en pint eller to med.

Det var en ubeskrivelig oplevelse at opleve denne City sejr, på min fødselsdag og efterfølgende fest i London’s natteliv og specielt Trafalgar Square, som var klædt helt i blåt.

Jeg vil ikke komme ind på alle mine City kampe, men nogle står mere frem end andre, Blackburn kampen i Oktober 1999, var speciel for mig, ikke bare selve kampen, men hele oplevelsen.
Det var første gang jeg var på Maine Road i Manchester. City vandt 2-0 og inden kampen havde jeg oddset 1 pund på at Richard Edghill som første målscorer, skønt han ikke havde scoret i 197 kampe for City… Men i hans kamp nummer 198 scorede han sit første mål, hvilket indbragte mig godt og vel 40 Pund, en ganske god forretning.

På samme tur havde jeg fornøjelsen at sammen med fanklubben at repræsentere den skandinaviske City afdeling i en stor indendørs fanturnering med Branch’s fra hele England, USA og Australien. Det var en stor turnering hvor der blev spillet bold fra morgen til aften, og som kampene gik, stod vi i finalen.  Vi vandt turneringen, og fik efterfølgende en kamp imod et gammelt City hold, bestående med spillere som Paul Power, Willie Donachie, Alex Williams. Jeg var på hold sammen med den altid sympatiske Espen Heggelund som på tragisk vis mistede livet i Lufthavns ulykken i Milano i 2001.

Nu 22 år og en City tatovering på armen senere, kan jeg konkludere, at den rejse, som jeg har været på med City siden den grå december dag i 1994 er fantastisk.

Hele 34 Live kampe (skønt det er nogle år siden sidst), utallige TV kampe, pokaler, mesterskaber og deltagelse i Champions League, der er sket meget siden dengang.

Men hånden på det lyseblå hjerte, er det der har betydet mest for mig  alle de fantastiske mennesker, som jeg har mødt - og det gælder i ligeså høj grad Nordmænd og Svenskere og Englændere, men specielt de danske i fanklubben som jeg har mødt for efterhånden mange år siden og stadig ses med til vores årlige City julefrokost. Det er folk, som jeg nærer en stor respekt for. Men også mange nye City folk er en fornøjelse at lære at kende.

Jeg har mange oplevelser med City folket, skønt mange af os er forskellige personer, så holder vi sammen om det vi elsker i stor stil, nemlig de lyseblå.
Nye som gamle City fans, så er det fantastisk af være en del af denne specielle familie. Og så er det i øvrigt lige så specielt som for 22 år siden når vores medlemsblad, STB, dumper ind af postkassen.

Med håbet om endnu flere City oplevelser fremover.

CTID