Sidste sommers transfer af det argentinske stortalent, Benjamin Garre, kan i værste fald gå hen og ramme Manchester City hårdt.

Den 16 årige offensive midtbanespillers tidligere klub, Velez Sarsfeld, har nemlig trukket City til CAS (Court of Arbitration), altså en slags sports-voldgiftsret. Den sydamerikanske fodboldklub mener, at reglerne for transfers af unge spillere er blevet brudt.

Velez Sarsfeld anmeldte allerede tilbage i efteråret sagen til FIFA, men City fik dengang medhold af verdensfodboldforbundet i, at intet omkring Garres skifte til City var gået imod de eksisterende regler. Den dom har argentinerne desværre ikke accepteret, og de har derfor appelleret til den uafhængige sports-domstol, CAS.

Uenigheden går i al sin enkelthed ud på, om Benjamin Garre var "gammel nok" da han skiftede fra Velez Sarsfeld til Manchester City. De internationale regler siger, at spillere udenfor EU skal være fyldt 18 år før de kan skrive kontrakt med en klub indenfor den Europæiske Union. Da Garre kun var 16, da han skrev kontrakt med City, kunne det jo godt se ud som om, at Velez Sarsfeld har en pointe.

Men da Garre har dobbelt statsborgerskab, og udover sit argentinske pas også er indehaver af et italiensk, bliver sagen lidt mere mudret. For så kunne man sagtens mene, at han er en spiller som er omfattet EU's regler - og her skal en mindreårig altså kun være fyldt 16 år for at kunne skrive kontrakt med en anden klub indenfor EU (England er altså stadig med i Unionen)

Sagen ved CAS begyndte mandag, og det forventes, at kunne tage uger før en dom forelægger. I værste fald kan City som sagt blive ramt af et transferforbud over et vindue eller to, men umiddelbart tror jeg ikke, at det går så galt. Som skrevet i begyndelsen af artiklen, frikendte FIFA City tilbage i efteråret, og skulle CAS nu vægte Garres argentinske pas højere end hans italienske, vil det vel med FIFAS dom in mente være svært at hævde, at City bevidst har handlet i ond tro.

Det skal dog med, at Barcelona, Real Madrid og Atletico Madrid tidligere er blevet fundet skyldige i at overtræde lignende regler. 

Manchester City hapsede Benjamin Garre foran Manchester United og Barcelona. Det dengang 15 årige kæmpetalent var faktisk på en uges prøvetræning hos United, men valgte sidenhen City - efter eget udsagn på grund af de fantastiske faciliteter på Manchester Citys hyper-moderne træningsanlæg.

Benjamin er forøvrigt barnebarn af Oscar Garre, som var en del af det argentinske landshold der blev verdensmestre i 1986. 

Artikelbillede: Garre i aktion for City i hans debut på U 18 holdet - en 2-0 sejr over Chelsea