Det var faktisk et lille jubilæum for Manchester City, da de lyseblå i lørdags vandt over de evige rivaler fra Manchester United. Sejren var nemlig Citys 50. over de røde i de to klubbers i alt 172. indbyrdes opgør. 

Siden det allerførste lokalderby i 1891 har United vundet 71 og 51 er endt uafgjort. Dette giver følgende lidt nedslående statistik:

  • City - 29%
  • Uafgjort - 30%
  • United -  41%

Som man kan læse ud af det, så må selv den mest blå-brillede inkarnerede Manchester City fan erkende, at det er de røde som er i teten, når det kommer til disse altid intense lokalderbys. Men der er nu alligevel grund til at hejse det blå flag, for i de seneste år har vi haft 'the upper hand',  og specielt er det lidt overraskende udekampene, som City har grovdomineret. 

Forhistorien til denne dominans kommer fra før Sheik Mansours investering i Manchester City: I februar 2008 -  godt et halvt år før ADUG investeringen- brød Manchester City endelig et langt og ondt Old Trafford kompleks, da de højest overraskende kunne tage den korte tur hjem med en 2-1 gevinst, det var på mål fra Darius Vassell og debutanten, Benjani. 

Sejren var Citys første på Old Trafford siden 1974, hvor Denis Law's berømte scoring med hælen endegyldigt sendte United ned i den næstbedste række. United kom dog tilbage i 1. division i første forsøg, og City formåede herefter i hele 23 opgør ikke at registrere en eneste sejr på Old Trafford i de næste 34 år. 

Ingen tvivl om, at 2-1 gevinsten i februar 2008 løftede et stort åg fra Cityfansenes skuldre. Man havde med et beskedent hold bestående af Hart, Onuoha, Richards, Dunne, Ball, Vassell, Ireland, Hamann (Jihai 84), Gelson, Petrov (Garrido 87), Mwaruwari (Caicedo 75) slået naboerne på toppen af deres form, det illustreret ved, at de røde faktisk i samme sæson gik hen og vandt både Premier og Champions League. Jeg erindrer fra dengang at triumfen på Old Trafford gav et kæmpeboost af selvtillid,  men også i samme ombæring en naiv fornemmelse af, at man sportsligt ikke var så langt fra United, som man gik og troede. 

Men sandheden var, at der dengang var afgrundsdybt langt op til United. Citys fravær fra Premier League i slut 1990'erne havde primært gravet den. Og til trods for mega-investeringen i Manchester City godt et halvt år efter denne opsigtsvækkende sejr, skulle der alligevel ironisk nok gå tre år før City igen kunne rejse fra Old Trafford med tre points. Men så blev det også eftertrykkeligt.

<<Jeg håber, at vi Cityfans nyder at endelig have overhånden imod vores rivaler, men også husker, at på et eller andet tidspunkt taber vi den nok igen>>Morten

I oktober 2011 vandt Manchester City med de nærmest chokerende (på den fede måde) cifre 6-1. Den sejr blev begyndelsen på en City dominans  i Uniteds hjem siden 1910. Siden den ikoniske "Why always me" sejr har City optrådt på Old Trafford 6 gange, og det er blevet til 4 sejre, en uafgjort og blot et enkelt nederlag. City har for den periode en score på hele 15-7!

Så ja, det er bestemt blevet pay back time for alt det spot og spe, som vi Cityfans har skulle tage ind fra sejrsikre, hoverende og hånende Manchester United fans, specielt op igennem 1990'erne og 2000'erne. Jeg ved at vi Cityfans nyder at endelig have overhånden imod vores rivaler, men også husker, at på et eller andet tidspunkt, så taber vi den nok igen. For i fodbold går det op og ned - ganske som i livet. Til den tid er det bedst, at vi har ageret som glade -  men også gode vindere. Selv om det kan være svært overfor de til tider meget arrogante Manchester U fans, som der findes en god del af.

Efterskrift: Faktisk er den serie af succes som vi oplever lige nu på Old Trafford ikke den bedste i historien. I perioden 1968 - 1974 spillede City 7 gange på Old Trafford. Her vandt de lyseblå 5 gange i træk, spillede så en uafgort, inden Denis Laws før omtalte scoring fra 1974 blev Citys sidste sejrsmål i udkanten af byen helt frem til Benjanis 2-0 scoring 34 år senere.....