Anmeldelse.Efter sidste års nærmest lidt kedelige kopiagtige 3. dragt, er Manchester City og dragtsponsorer, Nike, i år vendt tilbage til konceptet med de lidt for fantasifulde designs, der som oftest præger denne kategori af trøjer

I sæsonerne før sidste års ligegyldighed, der var ret anonym, fordi den lignede mange andre klubbers 3. trøje, har vi Cityfans blandt andet skulle finde os i neongule vejarbejderdragter og den kraftigt "Cillit Bang" inspirerede i 2016/17.  Begge var nogle ret vilde trøjer, som man skulle tro, at designerne hos Nike havde tegnet, mens de var skæve af et eller andet. Så måske var det derfor, at Nike sidste år tog den lidt med ro med designet på den (efter min mening) helt unødvendige reserveudebanetrøje

I denne sæson, så er City og Nike tilbage på syre - og måske endda mere end nogensinde. Farvesammensætningen er nærmest smagløs. Basisfarven på trøjen er lilla, og så har man endnu en gang genoplivet det gode gamle "Miss World Bånd", som kører på tværs hen over trøjen fra venstre skulder og ned til højre hofte. Desværre har Nike valgt at farve det bånd orange! Dermed bliver det en ganske forfærdelig farvesammensætning, og som en skriver på Facebook, så ligner den med de farver et mashup imellem Fiorentina og Wolves. City hævder, at farverne er referencer til tidligere Manchester City dragter, hvilket jeg ikke forstår så meget af. 

Hvad der ikke er så tydeligt på billederne af trøjen er, at der er præget et sort luftfoto-agtigt mønster af det østlige Manchester hen over af trøjen, med vores hjemmebane placeret i det orange bånd. Denne detalje, som jeg synes er meget godt tænkt, skal symbolisere klubbens stolthed over at repræsentere byen ude i Europa. Foreløbig er det også planen, at City kun skal bære denne dragt i denne sæsons europæiske udekampe. Til trods for denne detalje, så står jeg tilbage mundlam over, at dette design er blevet godtaget. Trøjen er decideret grim, og det kan det mønster af Manchester ikke lave så meget om på.

Jeg lander på 2 stjerner -
(havde det ikke været for mønsteret af Manchester, så var den nok røget helt ned på 1)

Som Cityfan må jeg sige, at jeg efterhånden har det noget blandet med Nike som trøjesponsor. Jeg må give den amerikanske sportsgigant, at de har været dygtige til at lave Citys udebanetrøjer, hvilket sidste sæsons maroon-farvede samt dette års sorte er gode eksempler på. Men kerneproduktet, den lyseblå, har de skuffet med i mange år - og få mig ikke startet omkring deres 3. dragt designs. Det har mildt sagt aldrig været godt. 

Men ok, skulle City gå hen og vinde Champions League iført denne rædsel, så vil den stensikkert blive kult og et samlerobjekt. Citys sort/gule tredje trøje, som vi vandt Play off finalen over Gillingham i, var også udskældt da den blev lanceret i efteråret 1998. I dag er den kult og en meget efterspurgt vare. Havde den ikke været været båret i denne livsvigtige kampe, så havde den stensikkert været helt glemt i dag.

Selv om denne sæsons 3. trøje er i såkaldt "brændte farver" så skal vi nok spille en Champions League finale i den, hvis den på nogen måde skal brænde sig fast i vores hukommelse.