naarkaerlighedgoerondt0001.jpg

Når kærlighed gør ondt

Af journalist Henrik H.Brandt, bragt 1. maj 1998 i  Jyllandsposten

MANCHESTER - Sortbørshajerne er klar foran Maine Road allerede et par timer før kampen.Hajerne lusker rundt på pladsen foran stadion og forsøger at få diskret øjenkontakt, efterhånden som folk i små grupper kommer til syne mellem nabolagets misligholdte røde rækkehuse.

Manchester City mod Queens Park Rangers en lørdag i april. Ikke ligefrem nogen stor sportslig attraktion at dømme efter stillingen i den næstbedste række i engelsk fodbold.

Men det er faktisk netop derfor, sortbørshajerne regner med at kunne gøre forretning. Thi, jo ringere det går for Manchester City - jo mere slutter befolkningen i byen åbenbart op om klubben.

To år efter Manchester Citys seneste nedrykning fra Premier League, er klubben nu lavere placeret end nogensinde i klubbens historie og stærkt på vej ned i 2. division - den tredjebedste række.

Manchester er den måske mest berømte fodboldby i verden.
United er varemærket, der bringer en smule international glamour over den nedslidte storby og for tiden omsætter mere end dobbelt så meget over hele verden som nogen anden engelsk klub.

City kan snarere betegnes som en irrationel følelse. City sidder i hjerterne på hovedparten af indbyggerne i selve Manchester. En kærlighed iblandet smerter og ydmygelser, som bare vokser for hver gang, United vinder og City taber.

"Never felt more like singing the blues when City win and United loose," som det hedder i en sjældent anvendt slagsang på Maine Road.

Et par hundrede meter fra Maine Road flokkes de obligatoriske kortklippede mænd om deres obligatoriske pints på den obligatoriske pub.
En times tid før kampen er pub'en stoppet af fodboldtilhængere i Manchester Citys lyseblå farver.

Chok og frustration
De 32.000 billetter til kampen mod Queens Park er forlængst udsolgt. Det betyder mindre, for stamkunderne på pub'en har naturligvis alle sæsonkort til Maine Road.

"Hvis vi rykker ned, vil jeg blive dybt skuffet for at sige det mildt. Det vil udløse chok og frustration i byen, men jeg har vænnet mig til tanken. Uanset om vi rykker ned, stiger prisen på sæsonkort fra 200 til 220 pund til næste sæson, men jeg har allerede købt et nyt. Jeg kan ikke bare holde op med at støtte City. Jeg har gjort det siden, jeg ikke var større end en græshoppe," siger Andrew Collins.

Som så mange andre fodboldtilhængere i Manchester kan Andrew Collins ikke helt forklare, hvorfor han holder med City og absolut ikke med United.
Sådan er det bare - og sådan vil det blive ved med at være, om så City ryger ned i Conference League og United vinder både The Double og den måske snart kommende europæiske superliga.

I næste uge udgiver en livslang tilhænger af Manchester City en bog med titlen: "United ødelagde mit liv". (billede)

Der kunne sagtens skrives endnu flere værker om, hvordan City-tilhængerne opfatter lokalrivalerne som en klam kommerciel fidus uden nogen form for rod i Manchester.

Det luner trods alt at have et fjendebillede midt i modgangen - også selv Citys fiasko udelukkende skyldes klubbens egne dumheder.

Mange folk i Manchester betragter blot United som en mærkevare med eget salgsafsnit i den toldfri i Manchesters lufthavn ved siden af Giorgio Armani og Harrods'. For den jævne borger i byen er det stort set uopnåeligt at få en billet til Uniteds hjemmekampe. Klubben sælger hellere billetterne til velpolstrede fodboldturister.

I Manchesters hjerte på hovedgaden Market Street i varehuset Sports Division kan forretningsføreren Edward Lodge bekræfte, at Manchester Citys klubtrøjer sælger lige så godt i byen som Manchester Uniteds velkendte røde farver.

"Vi sælger måske lidt flere af Manchester Uniteds røde hjemmebanetrøjer, fordi vi har utrolig mange turister og studerende, der primært kommer til byen for at opleve Manchester United. Men lige efter følger Manchester Citys hjemmebanetrøje, og Citys udebanetrøje sælger klart mere end Uniteds. Jeg vil tro, at hvis man gjorde folks sympati op i procenter her i byen, ville 65 pct. holde med City og 35 pct. med United, selv om United har klaret sig langt bedre end City i de senere år," siger Edward Lodge.

Storhedstiden
Hvis tanken om det forestående nedrykningsslag mod Queens Park Rangers forekom for ulidelig, kunne City-tilhængerne på pub'en tænke tilbage på deres klubs storhedstid.

I 1968 vandt Manchester City mesterskabet - én plads foran United. I 1991 blev klubben nummer fem i Premier League - én plads foran United.
I dag må klubben, der for få år siden i alle henseender hørte til blandt de fem største i engelsk fodbold, kæmpe for blot at høre til blandt de fem bedste klubber i Manchester-området.

"Det var slemt at rykke ned fra Premier League til lokale klubber som Stockport og Bury i 1. division. Det var værre, da vi ovenikøbet tabte med 0-1 på hjemmebane mod Bury. Jeg troede, det var den ultimative ydmygelse, men nu ser det ud til, at vi skal spille mod Macclesfield næste år (tidligere serieklub, der efter bare en sæson i 3. division netop er rykket direkte op i 2. divison, red.)," siger Andrew Collins.

Nederlaget på 0-1 til Bury den 14. februar udløste den seneste manager-fyring i Manchester City. Frank Clark røg ud efter en række nytteløse investeringer i spillere fra lavere rangerende klubber, og Joe Royle kom til.

6000 vrede tilhængere demonstrerede efter Bury-kampen mod formanden Francis Lee, der snart efter også måtte strække gevær.
Den gamle storspiller i klubben Francis Lee var blevet symbolet på den dårlige ledelse, der i løbet af et par årtier har pillet glansen af Manchester City. Klubben havde Englands største trup med 53 mere eller mindre middelmådige spillere, da Frank Clark røg ud.

Tilhængernes loyalitet
På sælsom vis er trofastheden fra Andrew Collins og alle de andre City-tilhængere både klubbens styrke og klubbens svaghed.

Uanset, hvor tåbeligt klubben har båret sig ad både sportsligt og kommercielt i det tabte lokale kapløb med Manchester United, har Citys tilhængere bevaret deres loyalitet. Dermed har de også forsynet klubben med en slags sovepude.
"Inden en af de vigtigste kampe i klubbens historie, vil spillerne gerne vise publikum et banner," proklamerer stadionspeakeren på Maine Road i minutterne inden sæsonens sidste hjemmekamp.

Til øredøvende applaus løber Citys spillere ind på banen og spadserer en runde i midtercirklen med et banner med teksten: "Tak for Deres loyale støtte."
Spillerne forsvinder kortvarigt ud af banen igen -åbenbart for at hænge hovederne på knagerækkerne i omklædningsrummet inden kampen.
Godt 20 minutter senere forstår man, hvor ondt det må gøre at holde med Manchester City.

City-tilhængernes erklærede helt, den georgiske boldkunstner, Georgi Kinkladze, er efter en måneds fravær på grund af "svigtende mentalt beredskab til at håndtere klubbens nuværende situation" taget til nåde igen af manager Joe Royle.

Kinkladze er angiveligt på vej til Ajax Amsterdam, men tilhængerne har forlangt at få georgieren tilbage på holdet.

Efter 40 sekunders spilletid skruer Kinkladze et direkte frispark i nettet til en 1-0 føring, der får 32.000 tilskuere til at tro på, at der måske alligevel findes en gud.

Kinky har gjort det til 1-0 i den vitale bundkamp imod QPrFoto: Kinkladze har scoret til 1-0

Dette er City
Men -som der plejer at stå i de mange uafhængige fanmagasiner om Manchester City - dette er City.

Efter otte minutters spil samler Manchester Citys målmand, Martyn Margetson, ureglementeret en tilbagelægning fra en medspiller op i hånden.
Queens Park-angriberen, Kevin Gallen, opfatter situationen lysår hurtigere end det gumpetunge City-forsvar og tager frisparket. Inden målmand Margetson når på plads, sender Mike Sheron bolden i det tomme net til 1-1.
Sheron er tidligere City-spiller, naturligvis.

"Nu kan det ikke blive værre," tænker de 32.000 på Maine Road. Men - som sagt -dette er City.

Efter 21 minutters spil header Citys anfører, Jamie Pollock, bolden i en blød bue over sin egen målmand og ind i nettet til 1-2. (Se video herunder red.)
Det nytter kun så lidt, at samme Pollock ti minutter senere hamrer en bold på overliggeren i den rigtige ende, og at midtbanespilleren Kevin Horlock straks efter gør det samme.

Ikke engang Lee Bradburys udligning til slutresultatet 2-2 tre minutter senere hjælper sandsynligvis City, når den sidste streg trækkes i 1. division efter lørdagens udekamp mod ligeledes nedrykningstruede Stoke.

Over halvdelen af tilskuerne bliver inde på Maine Road efter slutfløjtet. Fem minutter senere lunter City-spillerne ind på banen med bøjede hoveder for at sige tak for i år.

Sentimentale tårer
Stående applaus skyller ned over spillerne fra det publikum, de netop har svigtet endnu engang. Samtidig kalder de melankolske toner fra Citys kendingsmelodi "Blue Moon" sentimentale tårer frem i tusindvis af øjenkroge.

En af Manchesters berygtede regnbyger skyller ind over byen, netop som tilskuerne begynder at sive bort fra Maine Road. Hvad mon de tænker på i dette øjeblik? "Macclesfield. Dem kan vi vel slå?"

For, som der stod på det banner, City-spillerne bar rundt i midtercirklen inden kampen:

"Thank You for your loyal support."